Hovedområder
It- og medieundervisningen i skolen skal sikre, at eleven udvikler viden og holdninger, der sætter ham i stand til at handle og tage beslutninger i netværkssamfundet, hvor it- og medier har en fremtrædende plads. Eleven skal kende de digitale værktøjers muligheder og kritisk kunne tage stilling til, hvornår det er hensigtsmæssigt at bruge dem.
It- og mediekompetencerne i Junior PC-kørekort er inddelt i 5 hovedområder:
It- og mediestøttede læreprocesser, hvor hovedvægten ligger på elevens evne til at bruge it- og medier som en støtte og inspiration til at lære og udvikle sig. Ikke alene i skolen, men også i uformelle situationer skal eleven forholde sig til de muligheder, der ligger i netbaserede grupper og fællesskaber. Han skal sammen med andre kunne udnytte de muligheder, der er for at lære i de netbaserede miljøer.
Informationsindsamling er koncentreret om de informationer, der kan findes på internettet og tilhørende databaser. Eleven skal kunne bruge de værktøjer og tjenester, der bruges til at finde, hente og sortere informationer på nettet. Han skal kunne analysere afsenderens hensigt og mål med at gøre informationen tilgængelig på nettet, og han skal forholde sig til validitet og kvalitet, inden han bruger den.
Produktion og analyse handler om de traditionelle it-værktøjsprogrammer og de it-baserede medieværktøjer. Eleven skal kende og kunne bruge produktionsmetoder og virkemidler i et moderne mediesamfund. Ved selv at arbejde med produktion opnår eleven indsigt i mediernes begreber og virkemidler. Han skal kunne analysere og tage stilling til de medier, som leverer en meget stor del af den information, der udsendes i en stadig stigende strøm.
Kommunikation handler om den elektroniske udveksling af information som e-mail, i konferencer og som webkommunikation. Eleven skal selv og sammen med andre kunne betjene, udnytte og udvikle sig i de netbaserede fællesskaber, som er en del af samfunds-, fritids- og arbejdslivet. Kommunikationsmulighederne giver adgang til en større verden, ikke mindst den uden for vores egne grænser. Ud over at kunne betjene værktøjerne skal eleven være bevidst om regler og normer for accepteret adfærd på nettet. Han skal være i stand til at sige fra, før kommunikationen løber af sporet.
Computere og netværk beskriver de kompetencer eleven skal udvikle for at kunne benytte hjemmets, skolens eller virksomhedens computere og lokalnet. Eleven skal ud over at kunne bruge udstyret, kende begreber og retningslinier i forbindelse med it og medier. Han skal kunne tage stilling til spørgsmål om arbejdsmiljø, sikkerhed, virus og hacking.

Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
